Af Anna Simonia Gjørup
____________________________________________________________________________________________
Vi har leveret en sending grønsager til Anna, og hun har kvitteret med en hel række spændende opskrifter, som hun har udviklet særligt til hjemmesiden her med udgangspunkt i vores grønsager. Anna har en stor passion – både personligt og professionelt – for mad og kogebøger og stor erfaring fra restaurationsbranchen, så vi tør godt love, at opskrifterne er gode!
____________________________________________________________________________________________
En genial måde at opbevare overfloden af tomater fra sommerens høst. Kan holde nærmest forevigt, og er geniale i både en spagetti bolognese eller andre tomatbaserede retter, på en skive brød som bruschetta eller bare som de er på en gang pasta. Det er nemt at henkoge, men kan godt virke lidt omstændigt og skræmmende i første omgang, når man ser opskriften. Det er det i midlertidigt ikke, men lav en stor portion, når du alligevel er i gang. Det kan sagtens betale sig: de bliver hurtigt spist og er et fremragende alternativ til den klassiske kedelige dåsetomat.

Det skal du bruge:
– Patentglas med gummilukning eller en masse gamle syltetøjsglas. Gerne i mange forskellige størrelser.
– En stor bunke tomater
– Masser af hvidløgsfest
– Frisk basilikum, et stort bundt
– Andre krydderier, du kan lide
– Masser af olivenolie
– Havsalt
– Evt. friske chilier
Sådan gør du:
1) Forbered alle ingredienserne, så du er klar til at samle det hele på en gang:
2) Skær alle tomater i fornuftig størrelse. F.eks. kvarte.
3) Skyl basilikum og evt. øvrige krydderier grundigt.
4) Pil hvidløgsfeddene.
5) Skold alle glas og saml dem i en høj bradepande eller i et ildfast fad. De skal stå i vandbad, så det er vigtigt, at der er lidt dybde på den beholder, som de står i.
6) Nu begynder samlingen: Hvert glas stoppes med tomater, 1-2 fed hvidløg, en dusk basilikum, evt. øvrige krydderurter og måske en halv chili. Hvert glas afrundes med et gavmildt skvulp olivenolie og en håndfuld havsalt. Lad gerne glasset være stopfuldt – tomaterne falder sammen.
7) Når glassene er fyldt godt op efter dine ønsker, sættes låg på. Hvis du bruger patentglas lukker du dem blot helt, for her kan luften sive ud undervejs, som der dannes tryk. Bruger du syltetøjsglas, skal du ikke skrue lågene helt fast på, blot lige lukke dem forsigtigt. De efterspændes senere. De lukkede glas sættes i en bradepande eller et fad. Herefter hældes vand på, så bunden er godt dækket.
8) Sæt i ovnen ved ca. 110 grader varmluft. De skal bage ca. 1 times tid, til det begynder at boble lystigt i glassene. Tiden kan dog variere meget alt afhængigt af, hvor store glassene er, og hvordan din ovn varmer, så hold godt øje, og vær forberedt på, at de skal have længere tid.
9) Når det bobler lystigt i glassene slukkes ovnen. Hvis du har brugt syltetøjsglas tages disse forsigtigt ud og lukkes helt til. Pas på, det er varmt! Derefter sættes de ind i ovnen igen, og får lov at køle af herinde til næste dag.
