Slangehvidløg – en dyrkningsguide

DSC_0032
Høstklare slangehvidløg i juli, med pyntegræskar som en lidt utålmodig andenafgrøde

Jeg har lige høstet årets hvidløg og har i den forbindelse sat en krukke med små yngleløg op i boden. De er til fri afbenyttelse, hvis nogen måtte have lyst til selv at komme i gang med at dyrke hvidløg. Sorten, jeg dyrker, er slangehvidløg. Den har sit navn efter stænglen, der bliver lang og tynd og ligesom slår en krølle på sig selv. Samtidigt med at hvidløget udvikles i jorden, sætter planten mange små ynglehvidløg i toppen af stænglen.

Disse små løg kan i løbet af to sæsoner opformeres til store, almindelige hvidløg.  De kan sættes i velgødet jord engang i oktober måned for så at blive høstet i juli-august det følgende år. Om efteråret når feddet at sætte rødder, og for slangehvidløgs vedkommende kommer spiren som regel først op om foråret. Det kan være en fordel at sætte yngleløgene tæt, f. eks. i en drivbænk, med 5 gange 5 centimeters afstand, og i en 3-4 cms dybde. På den måde bliver hvert yngleløg til et enkelt fed, som så kan sættes igen det følgende efterår, denne gang på en større afstand (Jeg har normalt 4 rækker i et bed på 120 cm, med ca. 15 cm mellem hver plante i rækkerne og 8 cms dybde)

Men hvis du ikke går efter specielt store hvidløg, kan du også sætte yngleløgene med større afstand fra starten af, så vil de fleste blive til hvidløg med flere fed det første år, men de vil være små.

Alternativt kan du vente med at sætte dem til det tidlige forår, sætte dem på en god afstand, og så høste store, enkelte fed fra hvert yngleløg i juli. – Kort sagt: Der er plads til eksperimenter.

Du kan selvfølgelig også købe af de almindelige hvidløg, skille dem i fed og sætte i oktober måned, så kan du høste hvidløg af almindelig størrelse allerede den følgende sæson.

Det er nemt at dyrke hvidløg, og man  kan sagtens have til eget forbrug, også i en lille have. Man skal bare sørge for, at sorten er egnet til det danske klima. Så kig efter danskavlede hvidløg, hvis du får lyst til at forsøge dig med nogen fra supermarkedet – de spanske eller kinesiske kan sjældent overvintre her.

DSC_0001_2
Yngleløg, sat i foråret og høstet sidst på sommeren

Skriv en kommentar