Mine hunde og jeg deler en passion. Vi graver. De anser mig utvivlsomt for at være en stakkels ukvalificeret jæger, der ikke har begreb skabt om at fange mus, når jeg blot starter fra den ene ende af med et bed og aldrig kommer på sporet af andet end  kvikgræs og skræpperødder. Men vi blander os som regel ikke i hinandens arbejde – de blander sig i hvert fald ikke i, hvor jeg graver.

Og jeg graver meget, for med tiden er der blevet flere og flere bede i græsplænen og omkring drivhuset, hvor vi ikke kan komme med traktoren, og som jeg derfor graver og klargør sidst på vinteren. Jeg kan godt lide arbejdet, det er rart at vide, at bedene er lige til at plante i, når foråret kommer. Og som regel er der så meget ukrudt sidst på sæsonen, at det synes uundgåeligt at skulle grave for at få ordentligt ryddet op. Men nu har jeg for første gang i mit liv prøvet at være ved kiropraktor og ved, hvor mange bede, der skal til for at betale en kiropraktorregning. Så tiden er moden til at forsøge sig med no-dig-metoden, altså dyrkning uden at grave. Metoden er udviklet af Charles Dowding, der har skrevet bøger om emnet og også lavet videoer på You Tube.

I år er mit bed til frilandstomater og græskar blevet udvalgt til forsøgsområde. I stedet for at grave har jeg spredt et lag kompost og hestegødning oven på jorden og så dækket det hele med et tykt lag halvt omsat halm. Det har jeg gjort her sidst på vinteren, og så regner jeg med, at det vil være rigtig godt at plante i engang sidst i maj. Halvdelen af stykket har været dækket med halm i flere år mellem tomatrækkerne (men gravet hver vinter), så der er masser af organisk materiale i jorden fra det. Man bliver altid overrasket over, hvor meget materiale, der omsættes i løbet af en sæson. Selv om jeg lægger et 20 cm tykt lag halm ud mellem tomaterne, er det nærmest forsvundet det følgende forår.

Jeg forudser dog – mindst – to problemer ved no-dig-metoden. Dels er der mine høns. Jorddække er som Kinderæg for dem, de kan ikke vente med at se, hvad der er nedenunder og  spreder dækmaterialet til alle sider. Men de er spærret inde i hønsegården først på sommeren som en helt generel forholdsregel, så det er ikke det største problem. Værre er det med sneglene, der får et dejligt fugtigt og skyggefuldt tilholdssted under jorddækket. Derfor er det ikke alt, man kan dyrke på denne måde – jeg har i hvert fald måttet opgive kål, hvor jeg plejede at lægge kløvergræs mellem rækkerne som ekstra gødning.